Vedtægterne for DMF's lokalafdelinger er fastlagt af hovedforbundet og vedtageet på årsmødet.
Du finder de seneste vedtægter herunder
Punkt 1.
Afdelingens navn er Dansk Musiker Forbunds Odense afdeling. Afdelingen, der omfatter musikere, solister, sangere, musikundervisere m.fl. har til formål at virke til fremme af de særlige interesser, der knytter sig til udøvelse af medlemmernes hverv inden for området.
Punkt 2.
Afdelingen er beføjet til at fastsætte tariffer gældende for arbejde på afdelingens område, for så vidt sådant arbejde ikke forud er tarifbestemt med hjemmel i Dansk Musiker Forbunds love. De under afdelingen arbejdende medlemmer skal overholde sådanne tariffer.
Punkt 3.
Ethvert på afdelingen område arbejdende medlem er efter skriftlig tilsigelse pligtig at give møde for afdelingens forperson eller bestyrelse og afgive forklaring om tvister, konflikter, lovovertrædelser eller andre afdelingen vedrørende interesser og anliggender.
Punkt 4.
Afdelingens regnskabsår løber fra 1. januar til 31. december. Afdelingens midler indsættes i et pengeinstitut, anbringes i obligationer noteret på den danske fondsbørs eller i fast ejendom. Anden anbringelse kræver samtykke af en generalforsamling.
Afdelingen forpligtes overfor tredjemand ved underskrift af forpersonen i forbindelse med to bestyrelsesmedlemmer.
Punkt 5.
Afdelingens bestyrelse består af en forperson og 4 bestyrelsesmedlemmer, der vælges blandt afdelingens medlemmer på den ordinære generalforsamling. Bestyrelsesmedlemmerne vælges for 2 år ad gangen således, at der hvert år skiftevis afgår 3 og 2 (første gang ved lodtrækning). Endvidere vælges på samme måde 2 suppleanter, der indkaldes i tilfælde af forfald. Bestyrelsesmedlemmer, der har forfald ved bestyrelsesmøder, skal melde afbud til formanden med dags varsel.
Næstforpersonen, der i forpersonens forfald varetager dennes hverv, vælges af bestyrelsen. Bestyrelsesmøde indkaldes af forpersonen efter denne nærmere bestemmelse eller på begæring af mindst 2 bestyrelsesmedlemmer.
Forpersonen leder møderne, i dennes forfald næstforpersonen. Bestyrelsen er beslutningsdygtig når mindst 3 medlemmer er mødt. Alle beslutninger tages ved afstemning med simpel stemmeflerhed.
I tilfælde af stemmelighed gør forpersonens, i dennes forfald næstforpersonens, stemmeudslaget.
Bestyrelsen kan i stedet for at konstituere en kasserer og/eller assistent vælge at udlicitere de opgaver, som normalt varetages af kassereren og assistenten. I tilfælde af udlicitering konstitueres en eller flere kontaktpersoner fra bestyrelsen til dem, som udfører opgaver for bestyrelsen.
Forpersonen og den ansatte kasserer og/eller assistenten oppebærer et årligt honorar, der fastlægges af bestyrelsen og godkendes eller ændres af generalforsamlingen i forbindelse med årsregnskabet.
Punkt 6.
Til at udføre tilsyn med afdelingens kasse og bogføring samt forvaltning af dens formue og revision af dens årsregnskab, vælges på den ordinære generalforsamling 2 kritiske revisorer og 1 kritisk revisorsuppleant for 2 år ad gangen således, at der hvert år skiftevis afgår en revisor og hvert andet år én suppleant (første gang ved lodtrækning).
De kan til enhver tid forlange sig bogføring, kontooversigt og bilag forevist.
Ved revision af årsregnskabet med tilhørende bogføring, kontooversigt og bilag sikrer de kritiske revisorer sig tilstedeværelsen af afdelingens kapital og værdipapirer, gør deres kritiske bemærkninger til den stedfundne administration og indstiller til generalforsamlingen, om der er decharge for regnskabet.
Afdelingen kan dog, hvis forholdene taler for dette, lade en statsautoriseret eller registreret revisor revidere afdelingens regnskab.
Regnskabet skal være tilendebragt senest d. 15. februar.
Punkt 7.
Afdelingen holder ordinær generalforsamling i januar kvartal hvert år.
Punkt 7a. Digital generalforsamling
Stk. 1.
Bestyrelsen kan beslutte, at der helt eller delvist afholdes digital generalforsamling.
Stk. 2.
En sådan beslutning skal som hovedregel altid ske ved indkaldelsen til generalforsamlingen.
Stk. 3.
Bestyrelsen fastsætter de nærmere krav til de digitale systemer og medier, der skal anvendes i forbindelse med den digitale generalforsamling efter stk. 1. Bestyrelsen skal ved en digital generalforsamling sikre, at generalforsamlingen afvikles på betryggende vis, herunder at lovenes øvrige bestemmelser om generalforsamling iagttages. Det anvendte system skal være indrettet på en sådan måde, at der sikres betryggende deltagelse og afvikling under hensyntagen til medlemmernes ret til at ytre sig og stemme på generalforsamlingen.
Stk. 4.
Bestyrelsen skal oplyse de delegerede og medlemmerne om, hvordan de digitale systemer skal anvendes i forbindelse med generalforsamlingen.
Stk. 5.
Det digitale system skal på pålidelig måde kunne fastslå̊ , hvem der deltager i generalforsamlingen, således der undgås uvedkommendes deltagelse. Systemet skal ligeledes sikre muligheden for hemmelig afstemning.
Punkt 8.
Ekstraordinært kan en generalforsamling indkaldes, når bestyrelsen beslutter det, eller når mindst 25 medlemmer skriftligt forlanger det, med angivelse af dagsorden og formulerede forslag til behandling. Bestyrelsen er da forpligtet til at indkalde generalforsamlingen til afholdelse senest 6 uger efter begæringens modtagelse.
Punkt 9.
Indkaldelse til ordinær generalforsamling sker af formanden via e-mail og gennem forbundets medlemsblad/E-nyt. Indkaldelsen skal være medlemmet i hænde senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse og skal indeholde dagsordenen for generalforsamlingen.
Punkt 10.
Generalforsamlingen ledes af en dirigent, som vælges af generalforsamlingen.
Punkt 11.
Generalforsamlingen har den øverste myndighed i alle afdelingens anliggender. Afgørelser sker i almindelighed ved håndsoprækning med simpel stemmeflerhed. Skriftlig afstemning skal ske, når bestyrelsen, dirigenten eller mindst 1 tilstedeværende medlem med navns underskrift begærer det. Den foregår med omdelte stemmesedler, der ikke må underskrives med navn.
Til vedtagelse af love eller lovændringer (herunder ikke tarifændringer) kræves en majoritet på 2/3 af de afgivne stemmer samt efterfølgende godkendelse i forhold til § 8 litra c i Dansk Musiker Forbunds love.
Punkt 12.
Forslag, der ønskes behandlet på ordinær generalforsamling, skal indsendes til bestyrelsen inden 8 dage.
Punkt 13.
På den ordinære generalforsamling skal dagsordenen indeholde:
- Valg af dirigent.
- Godkendelse af dagsordenen.
- Beretning om afdelingens virksomhed i det forløbne år.
- Fremlæggelse af regnskabet og beslutning om decharge.
- Indkomne forslag.
- Fastsættelse af lokalkontingent.
- Evt. valg af formand.
- Evt. valg eller fastsættelse af kasserer.
- Valg af bestyrelse og suppleanter.
- Valg af revisorer og suppleanter.
- Evt. forslag til kongressen.
- Evt. valg af delegerede til kongressen.
- Eventuelt.
Punkt 14.
Det påhviler afdelingen med 4 ugers (dog 3 uger ved en ekstraordinær generalforsamling) varsel at give Dansk Musiker Forbund meddelelse om afholdelse af generalforsamling, og inden 14 dage efter dennes afholdelse til forbundet at indsende punktreferat heraf til offentliggørelse i forbundets medlemsblad, samt revideret, godkendt årsregnskab.
Punkt 15.
Afdelingen kan opløses, hvis der er fremsat forslag herom til vedtagelse på en ordinær eller ekstraordinær generalforsamling. Beslutning om opløsning kræver, at mindst 5/6 af de på generalforsamlingen repræsenterede stemmer afgives for forslaget.
Afdelingen kan endvidere opløses efter reglerne i Dansk Musiker Forbunds love § 6 stk. 4.
I tilfælde af opløsning tilfalder afdelingens formue Dansk Musiker Forbund og indgår ubeskåret i O.A. Røders Mindefond, jfr. Love for Dansk Musiker Forbund, § 29.